Chop suey – min variant

Som man måske kan fornemme af mine forslag til hovedretter, har jeg en stor veneration for kinesisk mad. Der er som regel masser af grøntsager, smager himmelsk og ser godt ud med masser af farver. Chop suey kan varieres med svinekød, oksekød eller kylling. Her bruger jeg oksemørbrad, men det er nok den lidt dyre variant. Når jeg laver retter med mange grøntsager, forbereder jeg mig altid godt, ved at skære alt op og lægge hver type grøntsag i skåle. Det giver et godt flow i tilberedningen, og jeg risikerer ikke pludselig at stå med en ret hvor noget har fået for meget og noget for lidt.

Du skal bruge:

  • 200 g oksemørbrad
  • 2 løg
  • 6-8 fed hvidløg
  • 2 gulerødder
  • 250 g svampe, f.eks. brune champignon eller portobello svampe
  • 2 forårsløg
  • Bitter krølsalat eller lignende
  • Nogle broccolli paraplyer
  • Sukker ærter
  • 1 lille chili
  • Teriyaki sovs
  • Oister sovs
  • Sesamolie
  • Soyasovs
  • Neutral olie – raps eller solsikke
  • Salt og peber

Sådan gør jeg:

Skær oksemørbrad i mundrette tern, gerne lidt store, og mariner dem i en blanding af teriyaki sovs, oister sovs, sesamolie og knust hvidløg (2 fed). Lad det trække nogle timer i køleskab. Forbered grøntsagerne. Skær løg i tynde både, hvidløg i tynde skiver, gulerødderne i strimler, forårsløg i strimler, svampe i skiver, broccolli i paraplyer, chilien i bittesmå tern og salat i strimler. Varm en vok eller dyb pande godt og grundigt op, hæld lidt olie på og brun mørbradstykkerne med marinaden i ca 2-3 minutter. Læg stykkerne op i en skål. Sauter løg, hvidløg og svampe så løgene er glasklare. Tilsæt de øvrige grøntsager – man skal være lidt rap på fingrene, for grøntsagerne skal stadig have bid, altså være sprøde, når retten er færdig. I med kødet og marinaden og vend salaten i til sidst. Smages til med lidt soya, salt og peber. Serveres med kogte ris eller kogte nudler.

Hvis du laver varianten med svinekød eller kylling skal kødet naturligvis have lidt længere tid. Rødt svinekød eller kylling har aldrig gavnet nogen.