Flæskesvær

Vandene skilles mellem dem der synes kogt og stegt svinehud er mega lækkert, eller mega ulækkert. Jeg hører absolut til de første. I gamle dage, da der var slagtere overalt i byen, havde jeg et indgående kendskab til hvor de lækreste blev lavet. En favorit var slagteren på Godthåbsvej lige før Frederiksberg Svømmehal når man kommer inde fra byen, men slagteren i Norgesgade var tæt på samme niveau. Han flyttede til Amagercenteret, men af en eller anden grund glemte han sin opskrift i Norgesgade. Slagter Larsen i Holmbladsgade (han eksisterer endnu), kan lave nogle gode nogen, specielt når de er varme, men helt på højde med de andre, er de altså ikke. Så man må lave dem selv. Det er nu heller ikke så svært, lugter blot lidt meget.

Du skal bruge:

  • Passende mængder af strimler af svær. Inco har en ordentlig pose med et par kilo. Heldigvis kan man jo fryse dem man ikke skal bruge, ned.
  • Salt
  • Vand

Sådan gør jeg:

Sværene klargøres. Jeg skærer overskydende fedt fra, der kan være nogle af sværene der har ret meget fedt på. En stor gryde vand sættes til at koge, og når det koger tilsættes 2-3 håndfulde groft salt. Op med sværene, og lad dem koge i 10 minutter. Tages af blusset, skylles med koldt vand i en sigte og tørres i et rent viskestykke. Op i bradepanden og ind i en forvarmet ovn. 180C varmluft, 200C konventionel. Jeg bruger en træspatel til at rode rundt i sværene nogle gange undervejs. De skal have en times tid. Hæld fedtet fra et par gange. Pas på til sidst, sværene har det med lige pludselig at blive mørke, og det er ikke så rart. Det stinker i hele hytten og smager bittert. Dryppes af på fedtsugende papir, f.eks. en avis (hvis der er nogen af læserne der kan huske hvad en avis er) med noget køkkenrulle og drysses med flagesalt i passende mængder. Så er de klar som snacks til en kold øl, eller tilbehør til flæskesteg hvor der pr definition altid er for lidt flæskesvær.