Til søs fik vi ofte ‘Panama kanin’. Når et skib skulle igennem Panamakanalen skulle slusefolkene der sejlede med have mad, og de sparsommelige hovmestre serverede et farsbrød der nok var mere brød end fars.
Du skal bruge:
- 500 g hakket kalv og flæsk
- 1 lille løg
- 3 æg
- Rasp
- Røget spæk eller røget snitte
- Ribsgele
- Sødmælk
- Fløde
- Salt og peber
Rør farsen med lidt salt og tilsæt det revne løg. Rør æggene i og juster konsistensen med lidt rasp. Krydr med noget stødt hvid peber. Form farsen som et lille brød og læg den op i et godt smurt fad. Skær spæk eller snitte i lidt aflange strimler og stik spækket i, så det nærmest ligner et pindsvin. Jeg smører noget ribsgele ud over haren, hælder noget mælk og fløde i fadet, kommer et par gode skefulde ribsgele i, og så skal den i ovnen i en 40 – 50 minutter ved 180C varmluft. Dryp haren nogle gange undervejs.
Når haren er færdig hældes væden i en gryde og så laver du sovs. Den kan være opbagt eller jævnes, det vælger du selv, men glem ikke fløde. Haren hviler imens under noget staniol.
Server med kogte pillede kartofler og masser af ribsgele.