Grydestegt kylling

Kylling kan jo laves på 1000 måder, men klassikeren grydestegt kylling med masser af champignon er nok en af mine favoritter. Som jeg skriver under ovnstegt kylling bruger jeg altid en fransk frilands kylling. Du kan bruge både bredbladet eller kruspersille. Jeg køber persille hos min lokale grøntpusher, for der får jeg et ordenligt bundt for en 10er. Det der persille de har i Fakta er tyndt, der er ikke meget, smager af ingenting og koster en bondegård.

Du skal bruge:

  • 1 stor kylling 1500-1700 g
  • 1 bakke markchampignon
  • 1 løg
  • Persille
  • Bouillon
  • Mælk
  • Fløde
  • Smør
  • Salt og peber

Sådan gør jeg:

Fyld kyllingen med masser af persille og brun den af i noget smør. Tag den op og læg den i en skål. Hak løgene fint, sauter i noget smør til løgene er glasklare og kom skivede champignon ved. Sauterer videres til væden fra champignonerne er væk. Kyllingen kommes ved sammen med noget bouillon, salt og peber, og steges under låg i ca 40 minutter. Tag den op og lad den hvile imens du laver sovsen. Kom lidt mælk og lidt fløde i gryden, lad det koge op, og tilsæt jævning, lidt af gangen, til konsistensen er som du ønsker. Lad det lige koge igennem et par minutter. Smag til med salt og peber, måske en lille bitte smule sukker.

Serveres med kogte kartofler, mormor salat og agurkesalat