Hamburgerryg

Af alle røgvarer, foruden bacon naturligvis, er jeg mest pjattet med hamburgerryg. Jeg har netop røget 5 kg økologisk svinekam.

Du skal bruge:

  • 1 svinekam uden spæk og ben
  • 75 g salt pr kg
  • 20 g rørsukker eller muscovadosukker pr kg
  • Evt krydderier – kunne være knust enebær eller allehånde

Sådan gør jeg:

Bland salt, sukker og eventuelle krydderier grundigt i et par store fryseposer, afhængig af hvor store stege du har skåret ud. Læg svinekammen i poserne og masser salt/sukkerblandingen godt og grundigt ind i kødet. Lægges i køleskab og salter i 1-1½ døgn. Massér af og til. Tag poserne ud og skyl kødstykkerne under den kolde hane, og tør grundigt af med køkkenrulle eller et rent viskestykket. Stegene rulles ind i et tørt viskestykke (1 pr steg) og lægges til tørre i køleskabet i 3-4 dage. Skift viskestykke mindst 1 gang dagligt. Ryges ved middelvarm røg ca 40C i 4-5 timer. Modnes i køleskab i et par døgn før du vakuumpakker stegene og fryser dem ned.