Det her brød er super nemt at lave og smager som en drøm. Det er kun mislykkedes for mig én gang, og det var selvfølgelig fordi jeg sjuskede. Opskriften findes overalt på nettet og der er lavet utallige You-Tube videoer som jeg varmt kan anbefale at se.
Du skal bruge: Mel, gær, vand og salt, og så skal du have en gryde der kan gå i ovnen. Du skal bruge ca. 10 minutters tid til at blande ingredienserne, have 10-12 timers tålmodighed til ‘modningen’, ca. 3 kvarters tid til opvarmningen, 45 minutter til bagningen og så det sværeste: 1 lille time til brødet er kølet tilpas ned.
Fremgangsmåde til et pænt stort brød:
8-9 dl godt mel i en blanding af hvedemel, speltmel og evt. noget emmer eller ølandshvede. Jeg bruger Aurion som jeg er virkelig glad for.
Tilsæt en stor teske tørgær, ca. 8 gr. salt og så skal der tilsættes vand. De forskellige meltyper kræver også forskellige mængder vand, men til de 8-9 dl mel skal der vel bruges en 5-6 dl vand. Konsistensen skal være nærmest grødagtig.
Så dækkes skålen og sættes i køleskabet til næste dag.
Sæt gryden med låg i ovnen og varm den op til 250C. Det tager en lille times tid for min Morsø støbejernsgryde med låg at blive gennemvarm.
Tag gryden ud af ovnen (pas på for den er f… varm), og her hælder jeg en lille smule havregryn eller birkes i bunden, det får brødet til at slippe lettere når det er færdigbagt.
På med låg og ind med gryden der skal have 30 min ved 250C. Efter de 30 min skrues varmen ned til 225C, låget tages af og brødet skal have et kvarters tid mere.
Så er det færdigt 🙂 Ud på en rist og lad det svale i mindst 30 min men bedre med 45 min.
Tro mig, det er ‘Verdens bedste brød’